Meditativt arbejde som indledning til møder - hvorfor?

Tanken er for det første, at vi på denne måde åbner til den spirituelle del af det kollektive felt og inviterer åndelig hjælp indenfor i et kreativt skabende felt.

Vi træder ind i en strøm. 

Dette felt eller denne strøm er til rådighed i samværet i den udstrækning vi er i stand til at holde kontakten. Det er ikke blot de 15 minutter, der foregår i denne energi. Den procesorienterede arbejdsform handler om at fastholde energien under hele mødet, at lade hele mødet være en lang proces. 

Be connected.

At fastholde kontakten til feltet sker ved at sanse, lytte, mærke. Netop dette punkt er centralt, ikke mindst for fokusholderen, men det er en del af kreativiteten i arbejdet at alle lytter til feltet. Intuitivt, meditativt, mærken indad, åben for alle impulser. Intet er bedre end andet.

Dette første skridt har ført os dertil, hvor vi står nu. Dog sammen med følgende vigtige andet skridt.

Meditationen har ofte haft et supplerende formål, nemlig at lade os inspirere i selve meditationen i forhold til et bestemt emne, der har været fokus for mødet. Dette har fungeret bedst, når der har været tale om døgnmøder, således at meditationen har været fulgt op af en runde, hvor alle har bragt sit personlige perspektiv ind i forhold til det givne emne.

Således har vi arbejdet tidligere, og jeg tror tiden er inde til at gøre det igen, arbejde os indad til en dybere oplevelse af det holistiske perspektiv: at vi alle er ét, at det er denne enhed, der binder os sammen med kærligheden som den sammenbindende kraft, på tværs af alle etniske, nationale og religiøse skel.

Når vi skal videre ud i verden, er der to forhold, jeg vil fremdrage:

a)      hele tiden at lade os inspirere fra centrum i det udadrettede arbejde

b)      at udvikle arbejdsformen, det procesorienterede, den spirituelle kontakt, tilliden til det, der foregår, trygheden over for hinanden, modet til at gå videre. Alt i et tempo, vi selv bestemmer.

 ad a) Der er et spirituelt felt omkring os hver gang vi samles. Vi kan gå i dialog med det, lade det arbejde igennem os, inspirere os, besvare vore spørgsmål, vise os veje at gå. Vi kan se det som en strøm, der benytter os som antenner eller kanaler i en bestræbelse på at berige jorden, løfte jorden ind i den nye tids impuls med alt hvad det indebærer.

Vi kan få hjælp på denne måde. Det er spiritualitet i dagligdagen. Ikke en religiøs tro, men en spirituel måde at arbejde på, skabt gennem erfaring. Det handler blot om at stille os til rådighed for det, som energien bringer frem, og arbejde efter bedste evne. Jeg håber vi kan arbejde videre på denne måde. Og huske at bevare benene på jorden og tage det på os, der viser sig. Intet mere.

Så meget om det meditative arbejde.

Det andet aspekt ovenfor handler om den procesorienterede arbejdsform, hvor jeg til nu har omtalt det meditative arbejde, som én ud af mange måder at arbejde på. Det procesorienterede er meget andet og mere.

 Arnold Mindell

Arnold Mindell’s procesorienterede psykologi er en livsforståelse, der rummer forståelse af sundhed og sygdom, psykisk sygdom, menneskelige relationer, shamanisme og verdensprocesser, for blot at nævne noget, der skal illustrere bredden.

Gruppeprocesser

Jeg taler her om baggrunden for min forståelse af møderne i Holistisk Forum. Men først en lille afstikker ind i filosofiens eller fysikkens verden.

Fysikerne taler om begrebet komplementaritet, at en elektron i nogle sammenhænge kan opfattes som en partikel, men i andre sammenhænge optræder med bølgekarakter. Som partikel er den præcis her og bevæger sig ad en vej, der kan beregnes. Men i nogle sammenhænge optræder den anderledes. Da optræder den som en bølge, der kan gå om hjørner eller gennem to spalter på én gang og lave interferens med sig selv.

Tankegangen i den procesorienterede psykologi er, at komplementariteten er et grundlæggende træk, hvis mennesket vil opnå den fulde forståelse af livet. At den psykologiske og den shamanistiske forståelse komplementerer hinanden. I vores sammenhæng således:

Livet manifesterer sig som ”partikler”, som mennesker, som os. Vi er adskilte væsener, og livet kan forstås som en kollektiv bevidsthed, der er summen af de enkelte menneskers bevidsthed. Vi er hér, som individer, og Gud er dér, adskilt fra os. Psykologien og teologien tænker og arbejder i disse baner. Og det er den almindelige opfattelse blandt mennesker. Og dog er det kun den halve sandhed – ifølge den procesorienterede psykologi.

Se på en flok stære. Se på en bølgende kornmark. Er stærene enkelt-individer, der individuelt styrer af sted i luften? Eller er flokkens himmelflugt manifestationen af et kollektivt felt? Det er den shamanistiske indfaldsvinkel.

At livet kan betragtes som et udstrakt energifelt i evig bevægelse, som en flod, der flyder af sted. Som om der bag stæreflokkens flugt, bag det hele ligger en ånd, et felt af energi og bevidsthed, et morfogenetisk felt. Dette felt er i stadig udvikling, som en lang proces med retning. Evolutionen er en del af denne proces. Universets evolution, det enkelte menneskes udvikling fra spæd til gammel, gruppers og landes udvikling af den kollektive bevidsthed, hele det kollektivt ubevidste og overbevidste, naturen omkring os. Alt blandet sammen i et kollektivt felt af energi og bevidsthed. Feltet er til stede hele tiden i os og blandt os. Det udtrykker sig i os. Vi mærker det, vi kan sanse det, modtage inspirationer fra det af enhver art. Alle vore tanker, følelser og instinkter er også i feltet. Skyggerne. Modsatkønnetheden. Traumerne. At tænke og arbejde i overensstemmelse med dette felt er shamanismens område.

Alt kan udspringe af dette felt, forudsat vi har opmærksomhed på det. Som ved et møde i Holistisk, hvor vi havde besøg af Lone Nørgård fra Processwork Danmark.

Lone´s trikst’er, som dukkede op under meditationen, udsprang måske af dette felt. Hvis det var en energi, Lone samlede op i det kollektive felt, tilhørte den ikke Lone mere, end den tilhørte vi andre. Så er den i feltet, bliver samlet op, og indeholder ligesom drømme muligheden for, at vi arbejder videre med den. Da Lone senere gav den navn, var vi flere, der mærkede et skift i energien. Det var nærmest en aha oplevelse. Nå, var det dét, hun mente.

Så vidt teorien.

Der er udviklingsmuligheder i at inddrage dialogen med feltet, som antydet ovenfor, og som illustreret i bogen den 9. indsigt, hvor den 8. indsigt netop handler om dialogen mellem mennesker. Om hvad der sker i en gruppe, hvor alle er opmærksomme på processen.

Jeg vil give tre eksempler på, hvad der kan dukke op i en sådan proces:

-          Jeg får pludselig den indskydelse…

-          Jeg kan mærke, der er vrede i luften (dvs. i feltet)

-          Der sidder en trikst’er på mit lår

De tre eksempler kan udfoldes på hver sin måde.

I det første eksempel er det bare om at tage imod. Følge strømmen, den holistiske strøm. Det handler om kreativiteten, om at hente inspiration.

Det andet handler om relationerne mellem os. At der nødvendigvis vil dukke projektioner op. At vi irriteres, skuffes, glædes osv. 

Det er væsentligt at håndtere dette. Det ikke er forbudte følelser. Og det ikke er forbudt at sætte ord på dem. Tværtimod. Kan vi det? Tør vi det?  Tør vi være ærlige over for hinanden?

Og endelig er der det tredje eksempel. Her er vi ude i det ukendte. Hvad trikst-eren rummer ved ingen på forhånd. Og at udfolde den, at arbejde på den måde er ikke noget, der har været forsøgt i foreningens regi. Jeg siger heller ikke, at det skal ske, men vil gerne nå den første fase, som er at forstå, hvad det var, der skete sidste gang, hvor der viste sig noget, som vi slet ikke ved, hvad indeholdt. (Var det Gollum i forklædning? Det var min personlige association natten efter).

Så vidt arbejdsformen, som er noget meget grundlæggende, fordi den som beskrevet kan vise veje for foreninger og organisationer.